Petros Tousis bliver ny træner for Jyllandsserieholdet
Petros Tousis bliver ny træner for Jyllandsserieholdet
Petros Tousis er ny mand i trænersædet for AaB Womens Jyllandsseriehold.
Af: Tobias Ashton
Petros er oprindeligt fra Grækenland og har som ungdomsspiller trænet med hos større klubber som Olympiakos og Panathinaikos. De sidste 10 år har han boet i Danmark, hvor han både har spillet for lokale klubber og gennem årene trænet talenterne i KFUM Aalborg.
Petros vil arbejde tæt sammen med AaB Womens førstehold, hvor der vil være mulighed for at anvende spillere, som ikke har fået spilletid i weekendens kampe. Derudover planlægges det også at inddrage nogle af talenterne fra U19-holdet.
Tilfreds sportsdirektør – “Han bliver en gevinst!”
Sportschefen for AaB Women, Morten Fals, er meget tilfreds med, at det er lykkedes at tiltrække Petros som træner til klubben. Morten Fals har tidligere arbejdet sammen med Petros i Aalborg KFUM, og han ser store perspektiver i det kommende samarbejde.
En af Petros’ største kompetencer er hans evne til at motivere spillerne. Det er særligt vigtigt at have en træner med den egenskab for de spillere, der drømmer om at spille i landets bedste fodboldrække eller bare ønsker at blive bedre til fodbold.
“Man skal ikke være i tvivl om, at han er der 200 procent for de her kvinder”, udtaler Morten Fals.
Petros bringer også et internationalt perspektiv til fodbolden, hvilket Morten Fals ser som en stor fordel, da holdet består af flere nationaliteter.
“Han vil passe perfekt ind i vores miljø med så mange forskellige nationaliteter,” tilføjer Morten Fals.
Kom og prøv dig selv af
Er du en spiller, der drømmer om at prøve dig selv af på et højere niveau? Og vil du høre mere om mulighederne i AaB Women eller komme og prøvetræne hos Petros og de øvrige trænere? Så kontakt sportschef Morten Fals på morten@aabkvindefodbold.dk eller Petros på telefon +45 71 70 33 88.