læs de seneste nyheder om aab

Nyt fra Aab Kvinde elitefodbold

16. april 2021

Nyt fra Aab Kvinde elitefodbold

16. april 2021

Så er vi klar til den første hjemmekamp i kvalifikationspillet til Gjensidige Kvindeligaen. Efter en hårdt grundspil, hvor vi rigtig blev udfordret, kom pigerne godt fra start i den første kamp mod B93, som blev vundet med 1-0 på udebane.

Nu gælder så OdenseQ, som vi forventer bliver en af de hårdeste konkurrenter til en plads i ligaen i næste sæson. Vi glæder os til at tage imod dem på Aalborg Portland Park lørdag eftermiddag.

Vi må desværre stadig ikke lukke tilskuere ind, så i stedet sælger vi støttebilletter til kampen, som koster 25.- kr. pr. stk. Billetterne kan købes på vores hjemmeside på dette link: https://www.aabkvindefodbold.dk/kampe/ Vi håber vi på den måde kan få lidt penge i kassen.

Forhåbentlig kan vi lukke tilskuere ind til vores næste hjemmekamp, så pigerne kan få den opbakning de fortjener, og vi kan lave et arrangement for vore sponsorer.

I løbet af vinterpausen, har vi sagt farvel til Laura Frank, Caroline Kehrer og Mia Rødvig Olesen. Til gengæld har vi fået 5 nye spillere, Linea Lundbo fra Lyseng, Maggie Bell og Jessica Michlat, der begge kommer fra USA, Julia Arnesen fra Røa i Norge og Johanna Axfeldt fra Lidkøping i Sverige.

Vi synes, vi har et stærkere hold, end vi havde i efteråret, men er klar over, at der skal kæmpes hårdt for at nå målet om endnu en sæson i Gjensidige Kvindeligaen.

15. februar tiltrådte Regin Iversen som ny sportschef. Regin har tidligere været sportschef i FC Thy-ThistedQ, som han har været med til at føre op i top 6 i ligaen. I øjeblikket er han i fuld gang med at planlægge den kommende sæson.

For at sikre AaB kan være en fast del af Gjensidige Kvindeligaen, skal vi skabe et mere professionelt miljø.

Vi skal forsøge at skabe et træningsmiljø, hvor pigerne kan få deres hverdag til at hænge sammen, samtidig med vi øger træningsmængden. Der skal være mulighed for, at de kan træne 2 gange et par dage om ugen, og deres træningspas skal ligge tidligere på dagen. Som det er nu, passer pigerne et studie eller et job i dagtimerne, og træner 4 gange om ugen om aftenen. Det betyder, at flere af dem starter deres dag kl. 8.00, og først er hjemme ved 21.30 tiden. Udover træningen, er der kampe i weekenden.

Vi skal give dem mulighed for at forfølge deres fodbolddrømme, samtidig med de kan have et nogenlunde normalt familieliv.

På den administrative side er der også sket en ændring. Vores direktør Pia Nielsen, har fået nyt job, som ikke er foreneligt med hendes arbejde i AaB. Hendes opgaver og rollen som direktør er overdraget til Kjeld Simonsen, som i forvejen var ansat som forretningsansvarlig. Pia Nielsen fortsætter heldigvis i bestyrelsen, så vi kan drage nytte af hendes store erfaring indenfor kvindefodbold.

Vores netværk har selvfølgelig også været ramt af coronarestriktionerne. Her er der planlagt et møde d. 27. april, hvor der er Hviid & Larsen, der er vært. Hvis du er interesseret i at høre mere om netværket, kan du kontakte Anna Larsen på al@hviidoglarsen.dk