læs de seneste nyheder om aab

Nyt fra AaB Kvinde Elitefodbold september 2020

30. august 2020

Nyt fra AaB Kvinde Elitefodbold september 2020

30. august 2020

AaB’s fodboldkvinder er ikke kommet så godt fra start som ønsket, men uafgjort mod rækkens nr. 1 FC Thy – Thisted Q i femte spillerunde har givet ny tro på tingene. Highlights fra kampen kan ses her. Ambitionen for det første halve år i Gjensidige Kvindeliga er at ”bide sig fast”, hvilket kan sikres ved at opnå en sjetteplads blandet de 8 deltagende hold. Pt. ligger AaB i bunden med 1 point, men da AGF og Kolding kun har høstet 3 point, er intet afgjort og spillet er stadig åbent.

I september venter 3 spændende kampe i ligaen samt en pokalkamp. Første kamp er mod Brøndby, som kan glæde sig over, at AaB ”tog point” fra FC Thy, da det medførte, at Brøndby rykkede forbi dem og indtog førstepladsen. Kampen mod Brøndby er på udebane, og det bliver en kamp, hvor AaB skal spille op til det aller bedste, hvis ikke køreturen hjem skal blive alt for lang. De to andre kampe er begge mod Kolding – først på hjemmebane og så på udebane. Vi håber meget på fuld opbakning på Hornevej lørdag d. 12. september, hvor Kolding gerne skal sendes hjem uden point.

Det er lykkes os at få adgang til at spille to kampe på Aalborg Stadion. Den første kamp er mod Fortuna Hjørring lørdag d. 17. oktober, og den anden mod Brøndby lørdag d. 14. november – årets sidste kamp. Begge kampe spilles kl. 14.00, og vi håber meget, at nuværende og nye sponsorer vil give en ekstra økonomisk håndsrækning, så vi kan få enderne til at nå og få skabt en god oplevelse omkring kampen.

”Netværk med hjertet” afholdt sidste arrangement tirsdag d. 25. august på Nygårdsminde Vingård i Brønderslev. Arrangementet startede med en hyggelig runde parkgolf og blev efterfulgt af en kulinarisk oplevelse med tapas og vin høstet fra egne marker. Besøg den flotte vingård og få en rundvisning, smag vinen, spil parkgolf eller afhold et eksklusivt arrangement – læs mere her.

Næste netværksmøde afholdes tirsdag d. 22. september fra kl. 8.00 til kl. 10.00. Mødet afholdes hos Jysk Pension. Hvis du ønsker at vide mere om ”Netværk med hjertet”, så læse mere her.

På sponsorsiden byder vi velkommen til Tagtech ApS, Transport Nord ApS, Carsoe, AB Catering,  Bil Forum/Skoda Nørresundby, LCFM, Nordjyske og vi ser meget frem til at have jer med i vores trofaste sponsorfamilie.

Mange sportslige hilsner

AaB Kvinde Elitefodbold A/S