Malikae Dayes er blevet udtaget til landsholdet
Malikae Dayes er blevet udtaget til landsholdet
AaB Women har fået endnu en landsholdsspiller. Malikae Dayes skal om på den anden side af jorden for at repræsentere Jamaica
Af: Tobias Ashton
I denne uge er Gjensidige Kvindeliga stille, da landsholdsfodbolden endnu engang ruller rundt om i verden. AaB Women har endnu engang spillere repræsenteret på deres respektive landshold, men denne gang er der et nyt ansigt, der skal prøve kræfter med landsholdsfodbolden.
Vores jamaicanske forsvarsspiller, Malikae Dayes, har overbevist landstræner Lorne Donaldson om, at hun skal repræsentere Jamaica, der spiller om kvalifikation til turneringen Gold Cup. Her møder de Panama og Guatemala i de to kommende kampe.
Malikae glæder sig til opgaven og udtaler:
“Det er en fantastisk mulighed at repræsentere et landshold. Jeg er meget spændt på at spille, især med top spillere, der spiller på et højt niveau. At spille med dem hæver ikke kun mit spil, men jeg lærer også meget af dem. Vi er bestemt et stærkt hold, så jeg tror, vi kan gå ud med en sejr i begge kampe.”
Læs også: Julia Naomi Mortensen skal repræsentere sit landshold
Jamaica gjorde sig flot bemærket ved sommerens VM-slutrunde i Australien og New Zealand, da de gik videre fra gruppespillet. Her spillede de lige op med store nationer som Brasilien og Frankrig og vandt over Panama. I ottendedelsfinalen måtte de se sig slået af Colombia, der vandt 1-0.
Vi ønsker Malikae og Jamaica held og lykke med de kommende kampe.