Astrid Kitchen udlejes til svensk klub
Astrid Kitchen udlejes til svensk klub
I den kommende sæson skal AaB’s målmand, Astrid Kitchen, tørne ud for den svenske klub IFK Värnamo.
Af: Tobias Ashton
Astrid Kitchen delte målmandsposten med Maja Baun i sidste sæson, og med tilkomsten af Josefine Andersen og Trine Gaur er der derfor hård konkurrence om posten.
Selv er Astrid Kitchen glad for muligheden i det svenske og hun ser frem til udfordringen.
“Jeg synes, det var en fantastisk mulighed, der var for god til at sige nej til, da vores sportschef Morten Fals kom og tilbød mig muligheden. Jeg glæder mig til at opleve den svenske kultur og se, hvordan setuppet er herovre.”
På eventyr i det svenske
“Vi har fået flere henvendelser om udlån af en af vores målmænd fra ind- og udland, men da IFK Värnamos scout Kim Fodic Åberg spurgte interesseret på Astrid, var jeg ikke i tvivl om, at vi sammen skulle se nærmere på muligheden”, udtaler sportschef Morten Fals
“Med hjælp fra Nordjysk Elitesport og universitetet samt et hurtigt og effektivt samarbejde med svenskerne kunne vi sende Astrid afsted inden for få dage med ro i maven om, at de vil sikre, at hun kan følge studierne fra deres campus, behandle hende godt samt ikke mindst være med til at hun kommer tilbage til AaB som en endnu bedre målmand”, fortæller en tilfreds Morten Fals.
“Vi vil som klub ikke stå i vejen for et eventyr og en mulighed for vores spillere, så længe vi inddrages i processen. Nu udnytter vi muligheden for at knytte bånd mellem klubberne og dele erfaringer med svenskerne.”
IFK Värnamo er en del af toppen i den svenske tredjebedste fodboldrække, hvilket gør det til en glimrende platform for spillerudvikling, som Astrid nu får muligheden for at udforske.
“Holdet inkluderer danske spillere, hvilket også giver lidt tryghed, ligesom det er nemt for familie og venner at besøge Astrid under opholdet”, afslutter Morten Fals.
Læs også: Spillerbesøg hos Aabybro IF
Vil spille en masse kampe
Selv har Astrid store ambitioner for lejeopholdet.
“Jeg tror, jeg kommer til at udvikle mig en del som spiller, idet jeg prøver at spille i udlandet, skal lære et nyt hold at kende, og der er mange kampe på kort tid.”
“Jeg vil selvfølgelig gerne spille en masse kampe og gøre alt, hvad jeg kan, for at være med til at vinde kampene. Derudover vil jeg gerne bidrage både til kampe og træning ved at levere et højt niveau.”
Vi glæder os til at følge med, men også til at se Astrid tilbage i AaB-trøjen.