Anne-Laura Jakobsen om debuten på førsteholdet
Anne-Laura Jakobsen om debuten på førsteholdet
Anne-Laura Jakobsen fra Vejgaard har trods sin unge alder allerede spillet to kampe for AaB Women og scoret et mål
Af: Tobias Ashton
Det er gået stærkt på det seneste for den blot 16-årige Anne-Laura Jakobsen. Den unge, talentfulde midtbanespiller fik for nyligt sin debut for AaB Women – først i pokalturneringen og et par dage efter i Gjensidige Kvindeliga.
Debuten fik hun ude mod Brabrand IF, hvor hun scorede sejrsmålet. I sidste weekends kamp mod FC Nordsjælland fik hun også sin debut i Gjensidige Kvindeliga. Her blev hun skiftet ind i det 66. minut.
Vi har taget en snak med det unge midtbanetalent om den sidste tid, der har været meget overvældende for den unge nordjyde. Om debuten mod Brabrand IF siger hun selv:
“Jeg var selvfølgelig mega glad og stolt over at være med, og at jeg så også skulle starte inde, var helt vildt. Det var mega fedt, at jeg fik muligheden, og jeg er så glad for, at de tror på mig og lod mig starte inde.”
“Selvfølgelig var det svært til at starte med, men jeg synes, at alle pigerne på holdet og trænerne var gode til at hjælpe mig, og især sige, hvis noget var godt, eller jeg kunne gøre det og det anderledes. At jeg så scorede, var bare prikken over i’et”, fortæller Anne-Laura Jakobsen.
Lokalt talent
Anne-Laura Jakobsen har dyrket sin kærlighed til fodbold siden hun var blot 4 år gammel. Hendes rejse begyndte i den lokale klub, Vejgaard Boldklub, hvor hun spillede indtil hun fyldte 11 år. Ved den skelsættende alder af 11, tog hun springet til AaB, hvor hun tilbragte hele 5 år før hun besluttede sig for at tage på efterskole. Nu er hun glad for at være tilbage “hjemme.”
Anne-Laura Jakobsen beskriver sig selv som en central midtbanespiller, der brænder for at engagere sig i spillet på alle fronter. Hun fremhæver sine styrker i både opbyggende spil og defensive opgaver som centrale elementer i hendes spillestil.
Stor ros fra trænerteamet
Assistenttræner Kasper Møller udtrykker også sin glæde over, at Anne-Laura har grebet chancen efter sin oprykning til førsteholdet. Anne-Laura Jakobsen har været en fast del af træningsmiljøet i en længere periode og har leveret så imponerende præstationer, at det førte til hendes debut på førsteholdet.
“Vi er virkelig glade for at kunne give Anne-Laura sin Liga-debut for AaB. Først og fremmest står vi på skuldrene af vores ungdomshold og deres fantastiske arbejde, så det er et stort skulderklap til dem, at de fortsat udvikler så dygtige spillere, at de kan komme med omkring ligatruppen og få spilletid.”
“Vi har i et stykke tid nu haft Anne-Laura som en del af vores transitionstræning, hvor hun har gjort det så godt, at hun har fået debut for ligaholdet og har spillet en fuld kamp i vores pokalkamp mod Brabrand“, udtaler Kasper Møller.
Hårdt arbejde betaler sig
Kasper Møller og resten af staben er rigtigt glade for Laura, der udover at være en god træningsspiller også har vist at hun kan være med på et højt niveau til trods for sin unge alder.
Han fremhæver, at det er resultatet af langvarigt, ihærdigt arbejde og en positiv attitude, der har åbnet døren for Anne-Laura Jakobsens debut på AaB Women-holdet.
“Anne-Laura har med sin vilje til at arbejde hårdt, sit blik for spillet og sin virkelig gode attitude vist, at hun bestemt har fortjent spilletid på liganiveau. Jeg glæder mig personligt rigtig meget til at følge hendes videre udvikling i AaB”, fortæller Kasper Møller.
Stor oplevelse at spille på Aalborg Portland Park
For Anne-Laura Jakobsen var det en også stor oplevelse, at få lov til at spille på Aalborg Portland Park.
“Det var en rigtig stor oplevelse, som jeg aldrig glemmer. At få lov til at spille på Aalborg Portland Park foran 800 tilskuere var virkelig stort, det glemmer jeg helt sikkert aldrig.”
Selvom oplevelsen var fantastisk for den unge nordjyde, har midtbanespilleren fået appetit på mere. Hun er fast besluttet på at kæmpe for at få mere spilletid.
“Mit mål er helt sikkert, at jeg vil blive ved med at klø på og se, hvor langt det rækker. Jeg håber på flere minutter for ligaen, og det er 100% også det, jeg går efter.”
Se Anne-Laura Jakobsen og co. GRATIS på Aalborg Portland Park
I efterårsferien skal AaB Women igen spille hjemme på Aalborg Portland Park. Her møder vi de danske mestre fra HB Køge.
Takket være vores hovedsponsor Centrica Energy vil det være gratis for alle at komme til fodbold denne dag. Hvis du bruger koden “centrica”, når du tjekker ud ved kassen vil entréen være gratis.