AaB henter angriber fra Kolding IF
AaB henter angriber fra Kolding IF
AaB har underskrevet med angriberen Cecilie Christensen, der i sidste sæson repræsenterede Kolding IF.
Af: Mathias Bryde
Cecilie Christensen vender tilbage til AaB. Første gang Cecilie var i klubben var sæsonen 20/21 hvor hun blev hentet på lån fra Fortuna Hjørring. I sæsonen 20/21 spillede Cecilie syv kampe for klubben, inden hun tog til Kolding, hvor hun har været de to forrige sæsoner. Sidste sæson scorede Cecilie tre mål, som alle kom i separate kampe mod Thisted FC.
I Cecilie får vi en spiller der trods sin unge alder af 21 har stor erfaring i Kvindeligaen, hvor hun i alt har optrådt 55 gange. Cecilie med sin erfaring kan i sæsonen få en stor rolle, idet hun ved, hvad der skal til for at spille i Gjensidige Kvideligaen.
Cecilie har før også optrådt i Champions League. Tilbage i sæsonen 19/20 blev Cecilie indskiftet i en kamp mod Lyon i det 87. minut. På cv’et har Cecilie også en u17 landskamp.
Glædeligt Gensyn
AaB er glade for at kunne have Cecilie tilbage på holdet igen. Samme glæde ses også hos Cecilie der udtaler:
“Jeg var glad for at være i AaB det halve år jeg var udlejet, så det er rigtig dejligt at være tilbage. Jeg er også glad for at være en del af det projekt AaB har gang i, og jeg tror på at det nok skal blive rigtig godt”.
Cecilie var en af de spillere, der var med i vores første sæson i Kvindeligaen, og derfor ved hun godt, hvordan klubbens ambitioner for den kommende sæson ser ud.
“Målet og ambitionen for denne sæson er selvfølgelig at spille os til en plads i top 6. Derudover også at vise at selvom vi er oprykkere, så kan vi godt være med i kvindeligaen”.
Hjemmekampe på Aalborg Portland Park
Den første hjemmekamp i sæsonen mod FC Thy-Thisted Q spilles på Aalborg Portland Park, og til det udtaler Cecilie sin begejstring:
“Jeg glæder mig rigtig meget til at spille på Portland Park igen, og det vil betyde rigtig meget for os med en stærk opbakning fra fansene. Det giver lige dét ekstra sus i maven, når man ved at der sidder mange på tribunen og hepper”
Vi glæder os til at se Cecilie i AaB trøjen igen.
Du kan se Cecilie og de andre spillere til første hjemme kamp på Aalborg Portland Park den 9. september. Køb din billet her.