Kampklar: To weekender i træk mod ASA
Kampklar: To weekender i træk mod ASA
Af: Mathias Bryde
Efter sejren i sidste weekend mod Solrød FC, er det nu tid til at kigge frem mod de næste to weekender, hvor vi møder ASA, både hjemme og ude.
ASA har fået en god start på sæsonen, og efter 6. spillerunde befinder sig på tredjepladsen med 10 point. I de første 6 runder har ASA tre sejre, én uafgjort og to nederlag, hvor de har scoret 13 mål og lukket 10 ind.
Med en sejr vil AaB Women kunne lægge sig ved siden af ASA med 10 point.
Flere ASA kendinger hos AaB Women
En del af det nye trænerhold der blev præsenteret i sommer er hentet ind fra netop ASA. Cheftræner Jack Hansen, assistentræner Martin Schjødt og fysisk træner Fernando Buccafusca oplevede stor succes i ASA, hvilket i sommers kulminerede i oprykning til 1. divisionen. Sammen med tilgangen af Jack, Martin og Fernando, skiftede Laura Feddersen, Sarah Jusjong og Karoline Wutborg også fra ASA til AaB Women i sommer.
Hvilken opgave går AaB Women i møde mod ASA?
Når ASA kommer på besøg søndag, bliver det en taktisk affære som skal vindes både i de individuelle kampe men også med en stærk holdpræstation. Assistenttræner Martin Schjødt sætter ord på, hvad der er AaB Women skal forvente når de møder hans tidligere klub:
“I ASA kan vi forvente et yderst hårdtarbejdende hold, der altid kæmper fra start til slut og som helt sikkert vil være ekstra motiverede til netop denne kamp. Der er vel en lille håneret på spil og det er kun fedt. Holdet har en afklaret spillestil, hvor de presser højt og aggressivt som udgangspunkt, mens de også har en super struktur, når de står lavt. De har stor fart på kanterne, dygtige boksangribere og en rigtig stærk midtbane, som føres an af deres anfører Caroline Ahrendtsen, der for blot en uge siden tordnede to flotte mål ind mod FC Thy-Thisted Q i pokalen.”
En blanding af erfarne og unge spillere
Assistenttræner Martin Schjødt giver rosende ord med på vejen til det nye trænerteam i ASA, men tror helt sikkert på en sejr til AaB Women:
“Derudover står de solidt i deres forsvar, hvor de har et godt mix af unge dygtige spillere og en mere erfaren spiller i Helle Fyhn, hvis niveau er utroligt højt. ASA er i høj grad et sammespillet hold, som har utroligt dygtige spillere på alle pladser og som har tur i den lige nu. Det må man bare rose Søren og holdet for.”
“Vi skal derfor ud og levere en stor holdpræstation a la indsatsen mod Thisted, hvor vi var ekstremt disciplinerede, afklarede og slog til når vi fik chancen. Vi tror fuldt og fast på, at vi kan tage sejren og fortsætte de gode takter, som vi har set på det seneste. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at alle har ild i øjnene og at vi kommer på banen for at jagte pladsen i top 4, som er vores mål for sæsonen. Vi glæder os til at tage imod ASA på fort Hornevej.” Fortæller Assistenttræner Martin Schjødt.
Hent din billet
Sammen med vores partner, Bogø Sandwich, som støtter kvindefodbolden, kan du som tilskuer heppe på AaB’s bedste kvindehold med en Crispy Chicken i hånden. Ved køb af en billet til kampen kan du veksle den til en Crispy Chicken sandwich og en sodavand/øl – alt dette for den nette sum af 39 kroner*.
*OBS: Tilbuddet gælder kun ved køb af en voksenbillet (39 kr.) og skal købes senest fredag d. 13/09 kl. 20:00. Tilbuddet kan ikke kombineres med rabatkoder eller fribilletter.
Vi ser frem til at se dig på søndag.